Møbeltekstiler

Rengøring og vedligeholdelse

Almindelig rengøring
Støvsuges ofte, helst hver uge. Pletter, som ikke er fedtholdige, fjernes ved skånsom gnidning med en ren fnugfri klud opvredet i sæbevand eller vand tilsat flydende opvaskemiddel (se opskrifter nedenfor). Overfladen gnides efter med en ren, blød klud, hårdt opvredet i lunkent vand.

Advarsel! Der må ikke gnides eller børstes på mikrofiberstoffer i våd tilstand.

Pletrensning
Pletrensemidler bør kun anvendes efter at der på et mindre synligt sted er prøvet, om det indvirker på betrækket. Skjolder undgås ved skånsom cirkulær gnidning indad mod pletten. Brug aldrig pletrensemidler, hvis der er latex-skum (skumgummi) direkte under betrækket. Skumrensemidler kan anvendes i henhold til brugsanvisningen. Aftagelige betræk kan ofte kemisk renses.

Advarsel! Brug aldrig opløsningsmidler, idet disse kan opløse underliggende polster materialer.

Opskrifter
Sæbeopløsning fremstilles af 1/4 dl sæbespåner til 1 liter varmt vand, som afkøles før brug.
Brun sæbe må ikke anvendes, medmindre dette udtrykkeligt tillades i fabrikantens vejledning.

Opløsning med flydende opvaskemiddel
Følg fabrikantens anvisninger. Dog max. 1 tsk. opvaskemiddel til 1 liter vand.

Af koncentrerede midler anvendes et par dråber pr. liter vand.